Det bliver et spændende 2021.

kære partimedlemmer
Efter næsten et år i Covid-19`s tegn er vi alle klar til en jul sammen med vores nærmeste (hvis vi får lov 😊)

Vi har alle lært vigtigheden af at have adgang til Internettet, bruge alle de produkter, der har hjulpet os til at holde kontakt ”virtuelt”, når vi nu ikke kunne mødes fysisk. Vi har sunget i kor, spist mad, skålet og debatteret uden at være i samme rum. Vi har øget vores online handel til 25% fra 9% i 2019. Vi har også set (og mange oplevet) den usikkerhed pandemien har skabt over hele verden med voksende arbejdsløshed, øget fattigdom og lange køer til testning eller gratis mad.

Med vaccine lige omkring hjørnet tror jeg, vi går et mere normalt år i møde. Vi vil have flere muligheder for fysisk samvær, rejser og flere arbejdspladser. For Socialdemokratiet i Gribskov Kommune er der især en aktivitet der vil fylde, nemlig kommune -og regionsvalget.

I har valgt vores borgmesterkandidat Mikkel Andersen og 10 har valgt at stille op byrådet og nu skal vi arbejde os hen imod at så mange som muligt kommer ind og gerne alle. Alle kandidater har underskrevet hensigtserklæring om at holde de etiske regler, arbejde tæt sammen som en gruppe og Fællesledelsen har godkendt oplægget til valgkampen.

Allerede i de første 2 måneder vil der afholdes 2 arrangementer hvor jeres deltagelse (online) vil være vigtig.  I vil online møde vores kandidater og efterfølgende kan stemme om rækkefølgen via partiets elektroniske afstemningssystem.

Det andet arrangement vil komme i slutningen af februar hvor vi får en politisk diskussion om de mål vi arbejder os hen imod det kommende kommunevalg. Grupperne er næsten alle i gang med at debattere hvor vi som parti ønsker kommunen skal være i 2030 og hvordan vi kommer derhen. På mødet slut februar får du mulighed for at være med til at vælge vores mål. Hvis du har lyst til at deltage i en af grupperne så skriv til gribskovsoc@gmail.com så svarer jeg så hurtigt som muligt.

Vi vil arbejde for at udvikle kommunen og sikre borgerne i alle generationer. Der skal være ordentlig uddannelse, arbejdspladser, sundhedspleje og seniorboliger til alle og samtidig en fornuftig økonomi. Vi vil arbejde for at skabe en grøn kommune, udvikle og passe på vores natur, men også nye arbejdspladser (gerne grønne) og god infrastruktur inklusive cykelstier og netværk.

I forbindelse med valgkampen vil vi kommunikere og møde borgerne i kommunen på samme måde som i tidligere valgkampe, men også ved at bruge alle de elektroniske muligheder, vi har lært at bruge i år fra S-online, S-Aktiv, Facebook, Twitter og Instagram for at nå ud til så mange borgere som muligt med vores budskaber.

Dette bliver årets sidste A-post og jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske dig og din familie et rigtig Glædelig Jul og Nytår og ser frem til et spændende 2021.

Ole Hammer Mortensen
Formand Socialdemokrartiet Gribskov

Julehilsen fra Pia Foght

Kære alle medlemmer.

Julen står for døren, men det bliver ikke samme jul for nogen af os.

Covid 19 har aldrig fyldt mere end nu. Heldigvis er der lys forude med vaccine lige om hjørnet.
Vores sundhedspersonale løfter et meget stort stykke arbejde for os alle. Tak til dem.

Det er svært for mange familier, og ikke mindst for vores ældre hjemmeboende, borgere på plejecentrene og botilbud.

Så derfor skal vi passe på hinanden og være opmærksom på, hvor det kan lade sig gøre at give en hjælpende hånd.

Vi kan dog glædes over at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet står  til en pæn fremgang i meningsmålingerne. Kun en enkelt anden statsminister har de seneste 40 år haft en tilsvarende fremgang de første 18 måneder efter et valg.

Flot arbejde og ikke mindst det flotte arbejde af Nick Hækkerup, vores mand på borgen, der i skrivende stund har forhandlet Nærpoliti til Gribskov.

Desuden skal vi også sige tak til et godt arbejde i Regionsrådet, ikke mindst Susanne Due, vores kvinde i regionsrådet. Susannes arbejder ihærdigt for Gribskov, bl.a. omkring sundhedsområdet og vores transport.

Når vi ser på Socialdemokratiet i Gribskov, har det også været et år med gode politiske resultater. Her kan jeg nævne arbejdet med et Sundhedsfagligt Hus, en Beskæftigelsesplan,  Beredskabskommission, Ny tildelingsmodel på skolerne, Ny Vej mellem Græsted og Gilleleje, fastholdelse Visit Nordsjælland, arbejdet med Museum i Gilleleje.
Et lille udpluk, hvor byrådsgruppen har været aktiv bidragende i resultaterne i byrådet.

Så samlet set, har vi et rigtig godt afsæt for det kommende valg næste år i november.Vi håber, at I alle vil støtte op omkring valgkampen og arbejdet med at nå et godt resultat ved næste valg.
Så trods den alvorlige situation vi står i, ønsker vi Jer alle en god jul og med ønsket om nytår, hvor vi igen får en normal hverdag.

Pia Foght

Gruppeformand Byråd

 

Styrkelse af fællesskabet!

På mødet i november 2020 i udvalget BIF (Børne, Idræts- og Familieudvalget) vedtog udvalget en ny tildelingsmodel af resurser til kommunens 6 folkeskoler.

Den vedtagne styringsmodel for skolernes økonomi gælder fra skoleåret 2021/22 og er en klasse- og elevtalsbaseret tildelingsmodel siger Allan Nielsen, S medlem i BIF

Det er en god beslutning!

Værdimæssigt bygger modellen på fællesskabet (skolen og klassen) som en grundlæggende værdi, og dermed er den et opgør med den nuværende tildelingsmodel, der er en (næsten) ren elevtalsbaseret tildelingsmodel, der bygger på individet (eleven) som grundlæggende værdi.

Tildelingsmodellen indfrier også et stort ønske fra skolelederne og skolebestyrelserne om mere forudsigelighed og gennemskuelighed i resursetildelingen til skolerne end det er tilfældet med den nuværende tildelingsmodel. Det er vigtigt for bedre at kunne styre budgettet såvel på den enkelte skole som samlet for det kommunale skolevæsen. Hvis skolelederne skal styre deres budgetter på skolerne skal de have ordentlige arbejdsvilkår. Det bliver nu virkelighed med den tildelingsmodel, som i sin opbygning er en styring af skolernes økonomi.

Med denne vedtagelse er der nu en klar politisk udmelding om at bevare de 6 folkeskoler i Gribskov Kommune.  For Socialdemokratiet er folkeskolen i lokalområdet vigtigt. Det er med til at gøre kommunen attraktiv som kommune at flytte til, og ikke mindst, at bo i. Folkeskolen i lokalområdet er et naturligt samlingssted.

 

Når dette er sagt, står spørgsmålet tilbage om resurserne (økonomien). Har vi penge nok til skoleområdet? En ny styringsmodel løser ikke det altoverskyggende problem om økonomi. Der er behov for flere resurser til undervisningsopgaven, særligt til almenområdet, der er blevet udhulet såvel i indeværende som i sidste byrådsperiode.

Derfor er der behov for en god og inddragende dialog med skolebestyrelserne, skolelederne og de ansattes fagforeninger om resurserne/økonomien til skolerne. Denne dialog er vigtig. Der planlægges med dialoger med bestyrelserne henover foråret 2021, hvor udvalget bl.a. skal tale økonomi med skolerne. Det bliver nogle gode drøftelser om rammer og mål på skoleområdet, og om økonomien lever op til alt det, som udvalget gerne vil.

Jeg vil mene, at vi fra Socialdemokratiet skal have en ambition om, at vi som minimum bør ligge på landsgennemsnittet for almenundervisningen, når det handler om penge til skolerne, resursetildeling.

Skolestrukturer og organisering på skoleområdet, og især balancen mellem penge til almenområdet og specialområdet, kommer til at fylde i udvalgets arbejde i 2021. Det er valgår, så timingen for sådanne drøftelser er noget nær optimal.

Nu er der blevet vedtaget en ny tildelingsmodel. Sammen med den vedtagne Børne- og Ungepolitik er tildelingsmodellen et solidt afsæt for det videre arbejde med skolernes økonomi.  

Kære Alle, nu gør vi klar til valgkampen 2021

Valgkampen op til kommunevalget begynder så̊ småt at gå i gang her ved årsskiftet. Det på trods af at vi i øjeblikket befinder os i nogle vilde Corona tider. Vi skal forsøge at få stablet en god valgkamp på benene for både partiet og de enkelte opstillede og en valgkamp der viser borgerne i Gribskov at vi er et stabilt politisk alternativt til det nuværende styre.
Vi begynder allerede i det små̊ nu og forventer at vi februar for alvor sætter gang i valgkampen.

Derfor er fokus nu på at samle kandidaterne her i starten af januar for at vi alle kan se hinanden i øjnene og drøfte hvordan vi bliver et samlet hold. For Socialdemokratiet i Gribskov vil den kommende valgkamp særligt handle om børneområdet, ældreområdet og klimaet.
Det er selvfølgelig den linje jeg går ud med som spidskandidat til borgmesterposten og jeg håber at alle vil bakke op som et hold og bidrage med det som de kan. Jeg håber naturligvis også̊ at alle kandidater kan supplere disse mærkesager med egne politiske visioner og mål, så̊ vi hver for sig, men i særdeleshed samlet står stærkt.

Hvis du som medlem af partiet har lyst til at deltage i valgkampen på den ene eller anden måde er i mere end velkomne. Vi har brug for alt lige fra likes på sociale medier, læsebreve, uddeling af flyers eller andre ting som kan være relevante. I er selvfølgelig derfor også̊ meget velkomne til at komme med inputs eller egne ideer til hvordan i kan bidrage i valgkampen eller til partiets politik. Vil du være med, så kontakt valgudvalgets formand Ole Hammer Mortensen.

Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang med valgkampen og håber på en stærk opbakning fra de 2 partiforeninger, fællesledelsen, valgudvalget og vores menige medlemmer. Sammen kan vi nå langt.

Slutteligt vil jeg gerne ønske alle en god jul og et godt nytår og så̊ håber selvfølgelig at vi alle kan se frem til et Corona frit 2021.

Mikkel Andersen (S) borgmesterkandidat