Trafiksikkerhed i Tisvildeleje – behov for akut indsats
Kære medlemmer af KTM,
Jeg skriver denne henvendelse, fordi der i stigende grad er bekymring blandt mange borgere omkring trafiksikkerheden i Tisvildeleje. Særligt forholdene gennem bymidten skaber utryghed, og der er behov for, at vi får kigget på helheden og taget nogle konkrete skridt.
Den nylige ATV-ulykke, hvor flere unge mennesker kom til skade, har desværre sat fokus på de generelle trafikale forhold i området. Ulykken understreger behovet for at gennemgå og forbedre sikkerheden – ikke mindst i lyset af den stigende trafik og de mange forskellige typer trafikanter, der færdes i byen året rundt.
Konkret vil jeg pege på følgende forhold:
Der mangler vejopstribning fra Wadstedsvej og hele vejen ned til Stejlepladsen, hvilket skaber utryghed og dårlige oversigtsforhold. (Vejstriberne er helt forsvundet)
Der mangler fartdæmpende tiltag og tydelig skiltning – særligt i de mest trafikerede og beboede dele af byen. (Tidligere var der 30 km/t-skilte fra købmanden og ned til stranden)
Fra Wadstedsvej til Banevej parkeres der ofte op på fortovene (under 1.25 m plads pga større biler), hvilket tvinger fodgængere – herunder børn, ældre og personer med handicap – ud på kørebanen.
De nuværende inderstriber bør fjernes, så bilerne ikke parkerer på fortovene. Det vil samtidig give indtryk af en smallere vej, hvilket kan få bilisterne til at sænke farten.
Ved keramikforretningen står der et skilt, som indikerer, at man skal parkere i båse – men dette skilt er så skjult, at mange i stedet parkerer uden for båsene.
Derudover vil jeg gøre opmærksom på forholdene omkring iskiosken ved rundkørslen, hvor der er lagt store mængder sand ud – sandsynligvis op mod et ton – som dækker fortovet og forhindrer almindelig passage. Dette betyder, at dårligt gående, personer med handicap og familier med barnevogne ikke kan komme forbi og i stedet må gå ud i selve rundkørslen, hvor der kører biler tæt forbi. Det er en direkte farlig situation og bør håndteres hurtigst muligt.
Et andet alvorligt problem er den udbredte og ulovlige parkering i byen, særligt i området fra købmanden og gennem hele handelsområdet ned til Hyrdebakken – og tilsvarende nede omkring Stejlepladsen. Der er ingen synlig håndhævelse, hverken i form af P-vagter eller politiets tilstedeværelse, og det betyder, at bilerne ofte holder ulovligt og i flere tilfælde kører op på fortovene for at finde plads. Det er blevet udbredt kutyme i visse områder at benytte fortovet som kørevej, og det er reelt meget, meget farligt at være gående – især for børn og ældre. Det er et problem, der bør tages alvorligt og håndteres nu, inden der sker ulykker.
Endelig foreslår jeg, at man fjerner “parkering forbudt”-zonen på den ene side af Hovedgaden – fra Wadstedsvej og ned til Banevej – og i stedet flytter den over til den modsatte side. Det er netop på den nuværende parkeringsside, at flere farlige udkørsler skaber alvorlige konflikter og dårlige oversigtsforhold.
Der har desuden aldrig været foretaget en egentlig trafiktælling i området, hvilket er problematisk, når vi skal træffe beslutninger om sikkerhed og trafikregulering. Jeg sad for nylig selv og talte biler i 15 minutter ved bageren, og det gav et gennemsnit på 12 biler i minuttet. Det svarer ikke nødvendigvis til et præcist billede over hele dagen, men det giver en tydelig indikation af, at der – så snart vejret er godt eller det er weekend – opstår et konstant flow af trafik i flere timer ad gangen.
Det mærkes også tydeligt, hvor jeg bor på Wadstedsvej. I weekender, ferier, højsæson og på helligdage er der tæt trafik fra omkring kl. 10 formiddag til kl. 21 aften. Allerede fra kl. 4 om morgenen begynder lastbiltrafikken, og i sæsonen er mængden af tunge køretøjer særlig høj og skaber støj.
Derfor bør der laves en egentlig trafikmåling, der kan dokumentere både omfang og mønstre i trafikken – både i og uden for sæson – og give os det nødvendige grundlag for at beslutte, hvilke foranstaltninger der er nødvendige for at sikre området.
På den baggrund foreslår jeg følgende tiltag:
1. Gennemgang og genoptegning af opstribningen fra Wadstedsvej til Stejlepladsen.
2. Opsætning af relevante hastighedsskilte – 30 km/t i særligt sårbare områder og 40 km/t som generel hastighedsgrænse gennem Tisvildeleje (hvis muligt, afhængigt af trafikmængden i højsæsonen).
3. Fjernelse af inderstriber og tilpasning af vejens visuelle udtryk for at dæmpe farten.
4. Etablering af bedre forhold for fodgængere – herunder tilgængelighed for handicappede og barnevogne – og gennemgang af parkeringssituationen, især på strækningen fra Wadstedsvej til Banevej.
5. Flytning af parkeringsforbud til den modsatte side af Hovedgaden, hvor der er bedre oversigtsforhold ved udkørsler.
6. Fjernelse af det udlagte sand ved iskiosken og sikring af fri passage på fortovet – særligt ved rundkørslen.
7. Indsats mod ulovlig parkering og kørsel på fortove – enten gennem regelmæssig kontrol med P-vagter eller bedre politimæssig opfølgning.
8. Gennemførelse af trafiktælling i Tisvildeleje – både i og uden for sæson – med henblik på at dokumentere trafikbelastningen og tilrettelægge de rette tiltag.
Tisvildeleje er en by med mange besøgende, men det må ikke ske på bekostning af sikkerheden og tilgængeligheden for dem, der bor her året rundt. Jeg håber, udvalget vil tage sagen op og iværksætte en konkret indsats.
Med venlig hilsen
Mette Tolstrup
Wadstedsvej 1
3220 Tisvildeleje