Gilleleje er en smuk by
Jeg synes, at Lars Nielsen og Trine Egetved fra det Konservative Folkeparti taler med to tunger i deres indlæg om byggeriet på Birkevang her i avisen d. 6. januar 2024. Et faktum er, at det Konservative Folkeparti stemte for budgetaftalerne 2019-21 og 2020-23, hvor salg af Birkevang var en del af budgetaftalerne.
Budgetaftaler har det med at være retningsgivende for kommunens husholdning. Derfor ville det klæde det Konservative Folkeparti at udvise ansvar og anvise finansiering i forhold til kommunens boligstrategi, når nu man tilsyneladende går væk fra sit oprindelige standpunkt.
Men man har et standpunkt, til man tager et nyt, som en kendt politiker en gang har udtrykt.
I Socialdemokratiet afventer vi høringssvarene fra høringsperioden, og vil sammenholde dem med de samtaler, som partiet også har haft med borgere i Gilleleje.
Vi skal udvikle vores lokalsamfund i Gribskov Kommune
. Socialdemokratiet arbejder for at øge antallet af lejeboliger, herunder mere alment boligbyggeri. Der skal være gode boliger ti
l alle; seniorboliger, boliger til familier med børn, til den enlige, til de unge og til borgere med et handicap.
I Socialdemokratiet ser vi frem til en grundig behandling af sagen i Planudvalget. Her vil Socialdemokratiet have fokus på, at der bygges gode og solide lejligheder på Birkevang, fokus på bæredygtighed, fokus på bebyggelsesprocent ifølge gældende regler og udvise ansvarlighed over for de budgetaftaler, som partiet har indgået med de øvrige partier i Byrådet.
Gilleleje er en smuk by og et fantastisk sted at bo. Gilleleje er en by, som vi skal passe på.
Allan Nielsen
Formand, Socialdemokratiet i Gribskov
#gilleleje #socialdemokratiergribskov