Skip to main content

ALLAN NIELSEN

Jeg hedder Allan Nielsen. Jeg er 62 år gammel og voksede op i Annisse i 60-erne og 70-erne.

Ofte bliver jeg stillet spørgsmålet: Hvorfor er du socialdemokrat?

Det er selvfølgelig resultatet af erfaringer og tanker, som jeg har gjort mig gennem min opvækst og fået bekræftet i mit voksenliv. Som barn oplevede jeg en folkeskole, der åbnede muligheder for de elever, der ville og kunne. Der var plads til alle, og havde man en drøm om uddannelse, blev den understøttet af skolen. Jeg så, hvordan nogle elever blev sendt på privatskole med fortællingen om, at de skulle lære noget, og i hvert fald lære mere end man kunne lære i folkeskolen. Det undrede jeg mig over, da jeg tit kunne fortælle mere og med større viden, når vi mødtes i fritidslivet og senere på HUC-ungdomsskolen. Senere fandt jeg ud af, at det med privatskole mere handlede om snobberi fra forældrenes side af. Jeg oplevede som barn og ung, at alle havde lige muligheder, og ville man opnå noget, kunne man også række højt samtidig med, at der var et socialt sikkerhedsnet. Det oplevede jeg første gang som ung mand, da jeg var arbejdsløs i 2 måneder efter endt ungdomsuddannelse.

Jeg har set venner, familie og medborgere blive reddet af fællesskabet og hele den socialdemokratiske ide om, at det er de brede skuldre, der bærer, når nogen har behov for det. Derfor er jeg socialdemokrat. Jeg tror på velfærdssamfundet – folkets frihed og velfærd, en universel samfundsmodel med høje skatter og en høj grad af omfordeling af velfærdsydelser; den socialdemokratiske ide og vision om, at der ikke må være for store sociale forskelle i samfundet, ej heller i Gribskov Kommune.

Jeg har aldrig været i tvivl om mit politiske tilhørsforhold som socialdemokrat, men forstod først som voksen betydningen af fællesskab, lighed og lige muligheder for alle. Vi skal passe på vores velfærdssamfund med daginstitutioner, folkeskole, offentlige ungdomsuddannelser, et offentligt sundsvæsen for alle, biblioteker, offentlig trafik med busser og tog og et socialt sikkerhedsnet for udsatte borgere. Også i Gribskov Kommune.

Se Præsentationsvideoen af Allan Nielsen 

FOLKESKOLEN SKAL LØFTES

BORGERNES FRIHED OG VELFÆRD

MØD BYRÅDSKANDIKANTEN

PERSONEN BAG

Jeg er uddannet lærer fra Jonstrup Statsseminarium i 1988. Allerede under læreruddannelsen var jeg aktiv i de studerendes råd og fortsatte dette arbejde efter endt læreruddannelse i Danmarks Lærerforening. Først som tillidsmand for lærerne på Græsted Skole og senere som kredsformand for lærerne i Gribskov Kommune. Arbejder nu som lærer i nabokommunen Halsnæs Kommune og er fortsat beskæftiget i Danmarks Lærerforening i kreds 34, der dækker kommunerne Halsnæs og Gribskov Kommuner som næstformand og sagsbehandler.

Naturen har altid haft en stor betydning for mig. Særligt interessen for fugle og vores vilde blomster har haft min interesse. Jeg deltager i forskellige registreringsprogrammer i regi af dansk ornitologisk forening, og har talt fugle i Snævret Skov i mere end 30 år. Talte tidligere også fugle for DOF i området ved Tegners Museum. Deltager ligeledes også i optælling af Danmarks skarver, som styres af Århus Universitet. Må jo nok gå til bekendelse og kalde mig selv for en passioneret amatørornitolog.

Jeg er gift med Lisbeth. Sammen har vi 2 voksne døtre og 4 børnebørn, snart 5 børnebørn. Lisbeth og jeg bor i Mønge i en landvilla. Her dyrker vi sammen vores store fælles interesse, haven. Vi har en større urtehave, som holder os med grøntsager og urter i store dele af året. Det er ikke mange kartofler, som vi køber i supermarkedet, vi dyrker dem selv. Her bruger vi mange timer sammen. Vi rejser gerne i ferierne, typisk til rejsemål i Europa og er i vintermånederne flittige teatergængere i København, og i kultursalen i kommunen.

Jeg værdsætter god hjemmelavet mad, og en god kop kaffe, helst sammen med familien og gerne i venners lag.

egne kartoffler, haven, hjemmelavet mad, familieliv

FOCUS OMRÅDER

Mit fokus har altid været det særlige. Det gælder i mit virke som lærer og i livet generelt. Jeg synes, at vi som Socialdemokratiet skal tage os af de borgere, som er udsatte – har brug for fællesskabets støtte. At vi som borgere sikres en række fælles og lige muligheder. Det var én af årsagerne til at jeg blev lærer i folkeskolen, at alle elever møder andre børn med forskellige baggrunde. Og at de gør det i en række kulturbærende fag, hvor de dannes og møder det danske demokrati gennem fagene og dagligdagen i folkeskolen. Det er vigtigt som barn at møde forskellige mennesker for at opbygge et samfund med en befolkning, der gensidig udviser respekt for hinanden, med en forståelse for andre menneskers gøren og laden. Vi skal have et fælles afsæt. Vi skal alle have mulighed at tage en uddannelse. Alle borgere, uanset rang og social baggrund, skal have adgang til folkepension. Alle skal have økonomisk bistand, hvis de rammes af sygdom, hjælp i alderdommen, hvis helbredet svigter. Lige adgang til velfærdssamfundet i DK og i Gribskov Kommune er kittet, der sikrer social balance.

Lige muligheder og lige adgang til vores velfærdssamfund er en bærende værdi for mig. Her skal vi handle som socialdemokrater. Flere børn og unge skal have mulighed for at gå til en fritidsaktivitet i Gribskov Kommune. Det skal ikke kun være forbeholdt de rige familiers børn. Alle ældre skal have mulighed for at være en del af fællesskabet lokalt, hvor de bor. Vi skal som kommune støtte lokalsamfundene mere end vi gør i dag. Frivillige omkring borgerhuse og forsamlingshuse fortjener større støtte såvel økonomisk som administrativt for at tilbyde alle borgere i lokalsamfundene muligheden for at være med i et aktivt fællesskab.

fællesskab,folkeskolen, kulturen,lige adgang, aktivt fællesskab

HVIS JEG BLIVER VALGT

Jeg vil arbejde for, at Gribskov Kommune bliver et sted, som man som borger stolt fortæller om til andre. Vores velfærdsområder skal have et løft og udføres at uddannet personale. I denne byrådsperiode er Gribskov Kommune gået i stå.

På samtlige velfærdsområder bør vi have udviklingsprojekter, der vil styrke den oplevede kvalitet for borgerne i ældreplejen, skoleområdet, førskoleområdet – ja hele vejen rundt. Riget fattes penge, og derfor skal vi konstant arbejde med strukturerne i tæt dialog med borgere og medarbejdere i kommunen.

Som lokalpolitiker vil jeg i nogen grad, med administrativ støtte, have kontakt til grupper af borgere og/eller en borger for at lytte til deres ønsker og behov og agere facilitator i løsningen af beskrevne og oplevede problemer. Byrådet er i denne byrådsperiode meget langt væk fra borgerne. Det presser demokratiet og fører til løsninger, der opleves konfliktfyldte, nogle gange uden opbakning. Det skal der laves om på.

Ældrepleje,dialog med borgerne, swmokrati, uddannet personale