Nick Hækkerup gør status for de første 100 dage

Mine første 100 dage som justitsminister

Da jeg startede som justitsminister, vidste jeg, at jeg ville få nok at lave – og efter de første 100 dage kan jeg konstatere, at jeg ikke tog fejl. 

For det første har jeg overtaget en række store “møgsager”: Teledataskandalen som handler om fejl i data fra mobiltelefoner, som politiet har brugt til bevisførelse. Sagen om tolke i retsvæsenet, som ikke tolker godt nok, og som desværre ikke møder op i retterne i det omfang, de skal. Og så er der sagen om Dan-Bunkering, hvor et dansk firma er sigtet for i strid med sanktionerne at sælge brændstof til brug for kampfly i Syrien, og hvor myndighederne har været for langsomme til at få det efterforsket. Det er desværre alle sager, som lå på mit bord, da jeg startede som justitsminister, og som rokker ved den tillid, vi kan have til, at tingene går ordentligt til. De rokker med andre ord ved den tillid, vi kan have til retsstaten. Og derfor skal de løses.

For det andet har jeg kunnet konstatere, at hele retssystemet er mere presset på ressourcer, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Nærmest fra den dag, jeg trådte ind af døren i Justitsministeriet, har aviserne været fyldt med historier om lange udrykningstider hos politiet, lange sagsbehandlingstider ved anklagemyndigheden og hos domstolene og fængsler, som er fyldt helt op. Der er med andre ord et voldsomt pres på alle de myndigheder, der er en del af vores retssystem og straffesagskæde: Politiet, anklagemyndigheden, domstolene og kriminalforsorgen. 

Det kalder på handling. 

I første omgang har vi i regeringen derfor besluttet allerede i 2019 at afsætte 130 millioner kroner, så det massive overarbejde i politiet kan komme ned i et leje svarende til niveauet før terrorangrebet i København. Herudover har vi med vores forslag til finanslov for 2020 foreslået en økonomisk redningspakke på 1,2 mia. kr. til at lukke det store hul, som der var i politiets økonomi til næste år. Udover at lukke hullet i økonomien skal pengene bl.a. også sikre, at vi i 2020 optager 150 ekstra betjente på politiskolen, så vi kan udbygge vores politistyrke. 

Disse tiltag løser dog ikke de store strukturelle udfordringer, som politi, anklagemyndighed mv. står over for. Derfor har jeg foreslået Folketingets partier, at vi til næste år laver en ny flerårsaftale om politiet, som skal tage livtag med nogle af disse strukturelle udfordringer. Det kommer nemlig til at tage tid at løse udfordringerne. For selvom oppositionen mener, at vi kan løse alle problemer med et snuptag, så er min erfaring det modsatte: Vi kommer ikke til at kunne løse alle problemer med det samme. Men hvis vi på tværs af Folketinget sætter os sammen og bliver enige om, hvilke forventninger vi skal have til myndighederne, og sammen laver nogle grundige analyser af, hvordan vi skal løse de udfordringer, vi står overfor, så tror jeg på, at vi kan tage de første skridt i retning af en genopretning af retssystemet. Det er mit håb, at de partier, som i mange år har haft ansvaret, nu også vil bidrage til at løse de udfordringer, vi står med.

Et tredje element, som har fyldt meget i mine første 100 dage er, at vi med de uacceptable skyderier og eksplosioner i hovedstadsområdet desværre er vidne til nye og brutale former for for kriminalitet, der kalder på nye løsninger.

Med udspillet “Tryghed og sikkerhed i det offentlige rum” har vi i regeringen derfor fremlagt 16 målrettede initiativer, der skal styrke politiets muligheder for at forebygge og efterforske kriminalitet i det offentlige rum.  Vi må erkende, at der er bander og organiserede kriminelle i Danmark, som ikke skyer nogen midler, og som er parate til at sætte andre menneskers sikkerhed over styr. Her går det ikke at lade politiet stå tilbage med forældede teknologier og utilstrækkelige værktøjer. Det er ganske enkelt ikke forsvarligt. 

Jeg er klar over, at udspillet er kontroversielt, blandt andet fordi det rummer mere overvågning. Flere partier kritiserer os for at indskrænke danskernes frihed. Til det må jeg sige, at vi ikke kan sidde på hænderne, når de kriminelle blive stadig mere hensynsløse. En socialdemokratisk regering må og skal have det som et af sine vigtigste mål at sikre danskernes tryghed. 

Når vi giver politiet de redskaber, de efterspørger, til at stoppe kriminaliteten, så er det fordi, jeg tror på, at vi får mere tryghed og frihed i samfundet, hvis vi har et effektivt politi. Jeg tror, de fleste danskere er enige med mig i, at overvågningskameraer er en pris, vi gerne betaler, hvis det betyder, at vi mere effektivt får sat en stopper for destruktive kræfter i vores samfund. Frihed er ikke meget værd, når den er på bekostning af vores allesammens sikkerhed og tryghed. Eller sagt på en anden måde: Hvis ikke vi passer på det Danmark, som vi kender, hvor trygheden er høj, og hvor man ikke skal være bange for at gå udenfor sin dør, så gambler vi lige præcis med vores frihed. For friheden er ikke reel, hvis ikke vi tør bruge den. 

Det er derfor, at vi i regeringen nu tager nogle nye skridt. Skridt der skal sikre den tryghed, der gør Danmark til Danmark. Det arbejde er kun lige begyndt. Efter de første 100 dage er jeg imidlertid fortrøstningsfuld: Vi Socialdemokrater skal nok lykkes med at gøre Danmark mere trygt. Men det bliver ikke let. Og det kommer ikke til at ske med et snuptag. Men nu er vi begyndt og skridt for skridt, bevæger vi os fremad. Sammen

More to explorer

Status for den kommunale hjemmepleje

Det går nu meget stærkt nu med etableringen af den kommunale hjemmepleje. Det er et stort projekt, vi er i gang med.

Styrket indsats for unge over 30 år.

Beskæftigelse og unge Af Mikkel Andersen formand for Beskæftiglses og ungeudvalget. Sidste år var beskæftigelseområdet igennem hårde besparelser, som konsekvens af det,

Sikring af skolerne i lokalsamfundet

 Sikring af folkeskolen i lokalsamfundet Med budgetforliget fik vi sikret, at de mindre lokalsamfund Blistrup, Ramløse, Tisvilde og Esrum fortsat beholder deres

For at dele, tryk herunder

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

SOCIALDEMOKRATIET GRIBSKOV
Bjørn Andersens Vej
3230 Græsted
Eriksson@mail.tele.dk