Fie Hækkerup - Visioner
Vores børn er det vigtigste, vi har.
Der findes kun et barn som er det vigtigste i verden, og enhver forælder har netop det barn. Derfor skærer det i hjertet, når der er børn, som ikke har det godt. Som står udenfor fællesskabet, og som har ondt i livet. Nogle så meget, at de ikke kan komme i skole. De skal kunne regne med, at de kan få den hjælp, de hver især har brug for. Så de igen kan trives og blive en del af fællesskabet.
Og vores børn kan ikke selv vælge, om der er voksne nok. Til at give et kram i løbet af dagen i børnehaven. Til at hjælpe med opgaven i skolen. Pædagoger og lærere nok til at vores børn kan trives og lære. Vores børn er det vigtigste, vi har. Og de fortjener voksne, som ser dem og hjælper dem. Man skal som forælder være tryg ved at aflevere sine børn. Og børnene skal være glade for hverdagen.
Det er tid til, at vi giver naturen plads
Naturen er presset. Fuglene mangler steder, de kan bygge rede. Fiskene i fjorde og søer er ved at blive kvalt. Det er tid til, at vi giver naturen plads. Så den igen kan trives. Og så vores børn og børnebørn også i fremtiden kan høre lærken synge, fange en fisk i søen og se sommerfuglen flyve fra blomst til blomst.
Vi drejer hanen, og så er der vand. Rent og klar til at drikke. Det skal vi passe godt på. For drikkevandet er under pres. Og har været det alt for længe. Det er på tide, at vi sikrer, at også vores børn og børnebørn kan drikke vandet fra hanen i fremtiden.
Ældre fortjener værdighed og respekt
Man bliver aldrig for gammel til selv at bestemme over sit eget liv. Heller ikke når hverdagen kræver hjælp. Derfor skal hjælpen komme fra kendte ansigter. Et fast team af medarbejdere, som kender den enkelte og skaber tryghed. Så hjemmet kan føles som et hjem – og ikke som en banegård.
De ældre skal have reel indflydelse på deres egen hverdag. I stedet for minutstyring fra et skrivebord langt væk skal den ældre og medarbejderen sammen aftale, hvad der er brug for hjælp til. Mere tillid. Mere frihed. Mere menneskelighed i ældreplejen.
- Læst: 220
