Stolt over at være Socialdemokrat

Nytårshilsen fra Ulla Dræbye – Gribskov Vest

Formand Ulla Dræbye Partiforening dækker den vestlige del af Gribskov Kommune

Så står vi lige foran døren til 2020. Jeg håber, at I alle har haft en dejlig jul og er klar til at springe ind i det nye år. Alene det at sige årstallet 2020 er noget særligt. Min egen personlige følelse er stolthed. Stolthed over at være socialdemokrat. Stolt over vores statsminister og ikke mindst vores ”egen” justitsminister. Det har ikke altid været sådan, men der har dog aldrig været noget parti, der har været bedre.

Og hvordan var det nu lige, at vi fik den dejlige regering, vi har nu? Jo det var sammenhold og samarbejde om det at få det bedste valgresultat.

Borgerne i Gribskov kommune fortjener, at vi som socialdemokrater står sammen ved det kommende kommunalvalg. Og det vil jo være det, der vil præge de 2 næste år. Til næste år skal der vælges spidskandidat, og derefter skal der findes en del kandidater, så der er noget at vælge imellem til valget i 2021 Som man ser på det allerede i dag, er der mange gode og spændende emner til kandidaterne.

Det har været spændende at følge resultatet af medlemsundersøgelsen. Der vil altid være noget, der kan gøres bedre, og heldigvis prøves der jo også på det. Skal der holdes flere medlemsmøder med f.eks. kun eet tema, så man kan gå i dybden? Problemet er mange gange det, at der er meget kort tid fra kendskab til temaet og til, at det skal besluttes i byrådet. Det må prøves af, hvad der virker bedst for alle parter.

Sluttelig rigtig godt og spændende nytår til jer alle.

Ulla Dræbye

Formand for Socialdemokratiet i Gribskov Vest