En stærkere kommunal ældrepleje i Gribskov
En stærkere kommunal ældrepleje i Gribskov
Den 9. september traf et stort flertal i Gribskov Byråd en historisk beslutning: Fra 1. marts 2027 overgår Bakkebo, Skovsminde og Holbohave til kommunal drift under PlejeGribskov.
For os socialdemokrater er det en vigtig beslutning. Vi har længe arbejdet for en stærk kommunal ældrepleje, hvor der både er plads til kommunale tilbud og friplejehjem. Nu har vi skabt en bedre balance – og samtidig styrket kommunens ansvar for en vigtig del af vores velfærd.
Men hjemtagelsen handler om mere end organisering. Den giver os en unik mulighed for at udvikle ældreplejen.
PlejeGribskov har allerede omkring 350 medarbejdere med stærke tværfaglige kompetencer – blandt andet sygeplejersker, SOSU-medarbejdere, terapeuter og ernæringsfaglige medarbejdere. Med Bakkebo, Skovsminde og Holbohave samlet under samme kommunale organisation får vi mulighed for at styrke fagligheden, skabe attraktive arbejdsfællesskaber, uddanne flere og gøre det lettere at rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere.
Samtidig skal Holbohave indgå i en vigtig del af kommunens samlede demensindsats.
Vi står foran store forandringer med den nye ældrelov og sundhedsreformen. Derfor skal vi bruge den nye organisering til at skabe mere sammenhæng, nærhed og tryghed for ældre og pårørende.
Det er socialdemokratisk velfærd: Et stærkt fællesskab, ordentlige arbejdsforhold og tryghed for den enkelte.
Pia Foght og Morten Dahlberg- Socialdemokratiet i Gribskov