Et ja til levende landsbyer – og et ja til fremtiden
- Forside billede:
Et ja til levende landsbyer – og et ja til fremtiden.
I Socialdemokratiet er vi glade for, at et flertal i Gribskov Byråd har valgt at sige ja til samarbejdsprojektet Liv i Landsbyen – Liv på Landet sammen med LAG Gribskov-Halsnæs og Halsnæs Kommune.
Det er et ja, der sender et vigtigt signal: Gribskov Kommune vil ikke bare tale om levende landsbyer og stærke lokalsamfund. Vi vil også være med til at investere i dem.
Alt for ofte bliver der talt varmt om livet på landet, fællesskab og lokal udvikling – men når der skal træffes konkrete beslutninger, bliver ambitionerne mindre. Det må ikke være tilfældet i Gribskov.
Vores landsbyer og lokalsamfund er ikke en parentes i kommunen. De er en vigtig del af Gribskovs identitet og fremtid. Derfor skal vi skabe rammerne for, at lokale idéer kan vokse, foreninger kan udvikle sig, og borgere kan tage ansvar for deres eget lokalområde.
Samarbejdet med LAG Gribskov-Halsnæs giver os adgang til viden, netværk og nye muligheder for at skabe udvikling – også gennem ekstern finansiering.
Samtidig er stærke lokalsamfund ikke kun et spørgsmål om udvikling. De er også en investering i forebyggelse. Fællesskaber kan modvirke ensomhed, mistrivsel og fraflytning og skabe større tryghed og livskvalitet.
Et levende landdistrikt kommer ikke af sig selv. Det kræver politisk vilje.
Derfor er vi glade for, at Gribskov Byråd har valgt at sige ja. Et ja til samarbejde. Et ja til udvikling. Og et ja til, at livet på landet også skal have en fremtid.
Pia Foght og Morten Dahlberg
Socialdemokratiet i Gribskov
forside nyhed, Morten Dahlberg, Pia Foght, Byrådet
- Læst: 12



