Skip to main content

Generelt

Et ja til levende landsbyer – og et ja til fremtiden

  • Forside billede:

Et ja til levende landsbyer – og et ja til fremtiden.

I Socialdemokratiet er vi glade for, at et flertal i Gribskov Byråd har valgt at sige ja til samarbejdsprojektet Liv i Landsbyen – Liv på Landet sammen med LAG Gribskov-Halsnæs og Halsnæs Kommune.

Det er et ja, der sender et vigtigt signal: Gribskov Kommune vil ikke bare tale om levende landsbyer og stærke lokalsamfund. Vi vil også være med til at investere i dem.

Alt for ofte bliver der talt varmt om livet på landet, fællesskab og lokal udvikling – men når der skal træffes konkrete beslutninger, bliver ambitionerne mindre. Det må ikke være tilfældet i Gribskov.

Vores landsbyer og lokalsamfund er ikke en parentes i kommunen. De er en vigtig del af Gribskovs identitet og fremtid. Derfor skal vi skabe rammerne for, at lokale idéer kan vokse, foreninger kan udvikle sig, og borgere kan tage ansvar for deres eget lokalområde.

Samarbejdet med LAG Gribskov-Halsnæs giver os adgang til viden, netværk og nye muligheder for at skabe udvikling – også gennem ekstern finansiering.

Samtidig er stærke lokalsamfund ikke kun et spørgsmål om udvikling. De er også en investering i forebyggelse. Fællesskaber kan modvirke ensomhed, mistrivsel og fraflytning og skabe større tryghed og livskvalitet.

Et levende landdistrikt kommer ikke af sig selv. Det kræver politisk vilje.

Derfor er vi glade for, at Gribskov Byråd har valgt at sige ja. Et ja til samarbejde. Et ja til udvikling. Og et ja til, at livet på landet også skal have en fremtid.

Pia Foght og Morten Dahlberg

Socialdemokratiet i Gribskov

 

 

 

 

 

 

 

 

forside nyhed, Morten Dahlberg, Pia Foght, Byrådet

  • Læst: 5

Er budget med hjerte og omtanke

  • Forside billede:

Er budget med hjerte og omtanke

Gribskov Kommune står, ligesom mange andre kommuner, over for store økonomiske udfordringer. Udgifterne stiger, og de økonomiske rammer bliver stadig strammere.

Det er en virkelighed, vi ikke kan ignorere.

Men når budgetter diskuteres, er det vigtigt at huske, at det ikke kun handler om kroner og øre. Det handler om mennesker. Om den hverdag, borgerne møder i vores daginstitutioner, skoler, ældrepleje og fællesskaber.

Derfor er det afgørende for os Socialdemokrater at tale om, hvad vi vil kæmpe for at bevare og udvikle.

Vi vil kæmpe for, at børn fortsat mødes af trygge voksne i daginstitutioner og skoler. For at alle børn får de bedste muligheder for at trives, lære og udvikle sig.

Vi vil kæmpe for, at vores ældre mødes med respekt, omsorg og værdighed. At den hjælp, man har behov for, også er der, når livet bliver sværere.

Vi vil kæmpe for de borgere og familier, der har brug for en ekstra håndsrækning. For fællesskabet skal være stærkest dér, hvor behovet er størst.

Vi vil også kæmpe for de tilbud og mødesteder, som skaber liv, fællesskab og sammenhængskraft i vores kommune. Senior- og aktivitetscentre, Mødestedet, kulturtilbud, fritidsliv og foreninger er ikke blot aktiviteter på et budget. De er en vigtig del af det gode liv i Gribskov.

Samtidig skal vi naturligvis tage ansvar for økonomien. Der skal være styr på kommunens finanser. Men god økonomistyring må aldrig blive et mål i sig selv. Formålet er at sikre den velfærd, som borgerne forventer og har brug for.

Derfor mener vi ikke, at løsningen alene kan være flere og flere besparelser. På et tidspunkt rammer besparelserne direkte ind i den velfærd, som borgerne mærker i hverdagen.

For os handler politik om prioriteringer. Og vores prioritering er klar: Vi vil beskytte kernevelfærden.

Derfor er vi også parate til at diskutere alle ansvarlige løsninger, hvis det er nødvendigt for at sikre ordentlig service til borgerne. Også løsninger, som ikke alene sender regningen videre til børn, ældre og udsatte borgere.

For Gribskov er mere end kommunale budgetter det er vores børn, vores ældre, og vores fællesskaber og det er det, vi Socialdemokrater vil kæmpe for at fastholde.

Pia Foght og Morten Dahlberg
Socialdemokratiet i Gribskov

 

 

forside nyhed, Morten Dahlberg, Pia Foght, nyhedsarkiv, Byrådet

  • Læst: 36

Sommerhusgæster i hjemmesygeplejen presser Gribskovs økonomi

  • Forside billede:

Sommerhusgæster i hjemmesygeplejen presser Gribskovs økonomi

Gribskov Kommune har et stort ansvar for at sikre god velfærd – også når mange borgere fra andre kommuner opholder sig her i sommerhus. Men den nuværende lovgivning betyder, at Gribskov står med regningen for hjemmesygepleje til sommerhusgæster. Det er ikke en rimelig eller holdbar ordning.

Gribskov står i en vanskelig økonomisk situation med et merforbrug på serviceudgifterne på omkring 88 mio. kr. Derfor er det nødvendigt, at vi ser kritisk på de økonomiske rammer og på de regler, der betyder, at vores kommune får udgifter for borgere, som ikke er bosat her.

Reglerne er i dag sådan, at borgerens hjemkommune betaler for hjemmepleje, mens det er den kommune, hvor sommerhuset ligger, der afholder udgiften til hjemmesygepleje. Det skaber en skævhed for kommuner som Gribskov, der hvert år modtager et stort antal sommerhusgæster.

I sommerperioden har vi typisk 50-80 mennesker ad gangen i sommerhusområderne, som har behov for hjemmesygepleje. Selvfølgelig hjælper vi dem – det er vores ansvar som velfærdskommune. Men det bør ikke samtidig betyde, at Gribskovs borgere skal betale en uforholdsmæssig stor del af regningen.

Socialdemokraterne i Gribskov vil derfor arbejde for at få det ændret.

Vi er derfor i dialog med vores lokale repræsentant på Christiansborg, Fie Hækkerup, som har taget sagen med videre til regeringen.

For Gribskov skal fortsat være en kommune med stærk velfærd – men finansieringen skal være fair.

Pia Foght, Socialdemokrat i Gribskov

 

 

  • Læst: 109

Det grønne hus 25 år- med frivillighed

  • Forside billede:

25 år med frivillighed, fællesskab og lokal handlekraft

Det Grønne Hus i Gribskov kan i år fejre 25-års jubilæum. Det er ikke blot en anledning til at fejre en velfungerende forening – det er også en anledning til at sætte fokus på den enorme betydning, som frivilligheden har for vores lokalsamfund.

For 25 år siden tog Inger Kruse sammen med en gruppe frivillige initiativ til Det Grønne Hus. Siden er foreningen vokset fra 10-12 frivillige til i dag 48 engagerede kræfter. Fra de første år på Vestergade 7 med 11 foreninger og en uddeling på 40.000 kroner er udviklingen gået stærkt. I dag modtager Det Grønne Hus ansøgninger fra over 100 foreninger og har i den seneste opgørelse uddelt omkring 600.000 kroner.

Det Grønne Hus er et stærkt eksempel på, hvad civilsamfundet kan, når mennesker tager ansvar og skaber noget sammen. Gennem genbrug, frivillig arbejdskraft og engagement bliver ting, som andre ikke længere har brug for, omsat til støtte for lokale foreninger og fællesskaber.

Det er frivillige, der hjælper andre frivillige.

Det er et stærkt eksempel på, hvordan civilsamfundet kan løfte sig selv – og hvordan frivillighed skaber sammenhængskraft.

Politisk bør vi derfor ikke tage frivilligheden for givet. Vi skal anerkende de mennesker, der bruger deres fritid på at skabe muligheder for andre. De frivillige er med til at skabe sammenhængskraft, aktivitet og liv i Gribskov Kommune.

Stort tillykke til Det Grønne Hus med de 25 år – og en stor tak til alle jer frivillige, der hver dag gør en forskel.

Pia Foght, Socialdemokrat i Gribskov

forside nyhed, Pia Foght, nyhedsarkiv, Byrådet

  • Læst: 126

Vi skal lytte til borgerne – bare ikke til alle borgerne?

  • Forside billede:

Vi skal lytte til borgerne – bare ikke til alle borgerne?

Taskforce? Nej tak.

I sidste byrådsperiode rejste Socialdemokratiet sammen med Moderaterne en sag, fordi vi ønskede at lytte til de mange borgere, der havde gjort sig den ulejlighed at samle underskrifter for at sætte fokus på vores børn- og ungeområde.

Deres ønske var helt konkret: Der skulle nedsættes en taskforce, som kunne gennemgå området og være med til at skabe klarhed og tillid.

Vi arbejdede længe med sagen, før den endelig kom på dagsordenen. Men da forslaget skulle behandles, var det kun Socialdemokratiet og SF, der stemte for at iværksætte en taskforce.

Formålet var ikke at mistænkeliggøre medarbejdere eller kommunen. Tværtimod.

Vi ønskede at give borgerne tryghed for, at Gribskov Kommune behandler børnesager korrekt og efter gældende lovgivning – og samtidig beskytte vores dygtige medarbejdere mod de beskyldninger om indspisthed og andre ubehageligheder, som vi desværre ser alt for ofte.

Vi mener grundlæggende, at kommunen gør tingene, som den skal. Men netop derfor kunne en uafhængig gennemgang have været med til at dokumentere det og skabe større tillid hos de borgere, der havde rejst spørgsmålene.

Det var borgerne, der bad om at blive hørt. De samlede underskrifter. De rejste en konkret bekymring. Og alligevel valgte et flertal i udvalget  at sige nej.

Derfor kan man godt undre sig, når der i dag bliver talt så meget om borgerinddragelse og om nødvendigheden af at lytte til borgerne.

For borgerinddragelse kan ikke kun gælde, når det er nemt, eller når man er enig med de borgere, der råber op.

Vi ønskede at lytte til borgerne – også når spørgsmålene var svære.

Det mener vi stadig, man skal.

Mvh.  

Morten Dahlberg  
Socialdemokratiet  
Næstformand for Skole-, Børn- og Ungeudvalget

forside nyhed, Morten Dahlberg, nyhedsarkiv, Byrådet

  • Læst: 179